11-02-2021
Kære Sjørring Sø-teaterentusiast!
Coronatiden er svær for os. Også sværere, end vi havde forestillet os. Efter at have talt med arbejdsgruppen, der bl.a. omfatter instruktør og kapelmester, har bestyrelsen besluttet at udsætte Sjørring-spillet fra juni 2021 til juni 2022. På nuværende tidspunkt ved vi ikke, om – og i givet fald hvor meget – coronarestriktionerne lettes pr. 1. marts, men vi er allerede to måneder bagud i forhold til vores oprindelige øveplan. Så konklusionen er, at vi ganske simpelt ikke kan nå det. Og samtidig ved vi heller ikke, under hvilke forhold vi eventuelt kunne invitere publikum. Derfor har vi truffet beslutningen og håber, at I vil bakke op, når vi om et lille års tid forhåbentlig kan invitere til start på prøverne med henblik på opførelser midt i juni næste år. Andre forberedelser kan så småt fortsætte hen ad vejen, og vi har stadig brug for hænder, der vil hjælpe med regi, scenografi, kostumer og sminkning. Som optakt til opførelserne i juni 2022 af Svend Sørensens skuespil ”Kvindekamp, kærlighed og kønsroller” er vi gået i samarbejde med Museum Thy om at tilbyde skolerne i Thisted Kommune, at de i foråret 2022 kan arbejde med på emnet/emnerne. Mere herom senere. Vi har jo ej heller haft mulighed for at afvikle generalforsamlingen 2020 i Kulturforeningen Sjørring Sø. Vi overvejer stadig at holde en generalforsamling i foråret, hvis det bliver muligt, og samtidig vil der så blive lejlighed til at høre nærmere om skuespillet og dets baggrund. Bliver det ikke muligt at samles, er bestyrelsen indstillet på at fortsætte arbejde frem til den ordinære generalforsamling 2021. Med venlig hilsen Thomas Munk Formand