01-02-2021
Kære Sjørring Sø-teaterentusiast! Coronatiden er svær for os. Men vi håber og satser stadig på at kunne invitere publikum til en friluftsforestilling på Fælleden i Sjørring til juni. Vi havde planlagt at starte prøverne først i januar, men det er vi nu afskåret fra på grund af forsamlingsloftet. Vi vil dog snarest prøve, om vi kan finde andre måder at få gang i prøverne på. Vedhæftet dette brev finder du Svend Sørensens manus, og jeg kan tilføje, at Jørgen Østergaard også er klar med musikken, ligesom Jacob Jessen er klar til at gå i gang med prøverne. Som altid kan der jo ske mindre justeringer i skuespillet under indstuderingen. Vi er nu meget interesseret i at høre fra jer, om I gerne vil spille med eller måske hjælpe til med det praktiske i form af regi-, scenografi- og kostumearbejdet, som vi også satser på at få gang i efter nytår. I avisen har Villy Dall om stykket skrevet følgende: ”Skuespillet har titlen ”Kvindekamp, Kærlighed og Kønsroller”, og det foregår tidsmæssigt fra 1908, hvor kvinderne netop havde fået stemmeret - om end det endnu kun var til de kommunale valg - og frem til 1973, hvor loven om fri abort netop var blevet vedtaget i Folketinget. Med i stykket er bl.a. forfatter Thit Jensen (1876-1957), som var en kendt og omstridt kvindesagsforkæmper, og Ingeborg Tolderlund (1848-1935), som bl.a. var formand for Dansk Kvindesamfund i Thisted, og som var en stærk forkæmper for valgret til kvinder, der først med endelig med grundloven af 1915. I den anledning blev der plantet en såkaldt kvindeeg på Sjørringvold, som dengang var et helt centralt mødested for hele Thisted Amt. - Der er mange rigtig gode kvinderoller i stykket, siger Thomas Munk, for det er i høj grad kvinderollerne, som bærer historien frem i stykket. Der er til disse roller brug for kvinder i alle aldre. Men der er naturligvis også brug for mænd - til at spille både dem, der var for, og dem, der var imod kvindernes valgret. Og så er der brug for børn og unge, bl.a. til at spille stykkets børn, men også til at medvirke som gymnaster, tyske soldater m.v. Også folkedansere bliver der brug for ligesom ved spillet 2019.” Vi vil som nævnt gerne høre fra dig, hvis du vil være med. I så fald beder vi dig melde tilbage til Kaj Ehlers, kajehlers@gmail.com Kaj vil registrere de tilmeldte og hvilke interesser de har. Som bekendt skulle vi i november have afviklet vores årlige generalforsamling, men den er også udsat til det ny år på grund af coronasituationen og diverse nedlukninger for aktiviteter. Jeg ønsker dig og dine en – trods corona – glædelig jul og et fremgangsrigt nyt år, hvor vi forhåbentlig mødes til ny teateraktiviteter. Med venlig hilsen THOMAS MUNK Formand